Hudreduktion af slapt maveskind
Slapt maveskind kan typisk behandles ved to forskellige operationsmetoder – en mindre og en større. Ved en forundersøgelse vil plastikkirurgen i samråd med dig beslutte, hvilken operation der skal udføres. Den større maveskindsoperation er den mest almindelige til opstramning af slap hud og giver typisk det pæneste resultat. Den mindre maveoperation er passende til patienter, hvor der blot er behov for en lille opstramning.
Her på siden kan du læse mere om de forskellige operationsmetoder.
Almene forholdsreglerInfomateriale (PDF)Almene forholdsregler (PDF)Før & efterbilleder
Hudreduktion efter større vægttab
Har man gennemgået et større vægttab, kan huden være så løs på mave, arme og lår, at det resulterer i både fysiske, psykiske og kosmetiske gener. De fysiske gener fra hudoverskuddet knytter sig ofte til hudfolderne, som kan blive hudløse og inficerede. Løs hud over balderne kan tilmed give smerter, når man sidder ned. I disse tilfælde vil en reduktion af huden være en mulig løsning.
Løs hud kan også forekomme på resten af kroppen f.eks. som følge af en fedtsugning af arme eller aldring. Uanset om der foretages en fedtsugning af en mand eller en kvinde, vil der som oftest også være behov for en hudreduktion. Huden over øjnene kan også få brug for en hudreduktion, da huden med alderen begynder at hænge og give tunge øjenlåg.
Større maveskindsoperation
Dette indgreb giver oftest det pæneste resultat. Det er en stor operation, men også den mest almindelige operation til opstramning af slap hud på maven. Ved operationen fjerner man al hud under navlen og herefter løsnes den hud, der ligger fra navlen og op til ribbenene og trækkes ned som et forklæde, således at den dækker hele maven.
Der laves et nyt leje til navlen, og man får et ar over skambenet ud mod hoftekammene. Arret kan oftest dækkes af undertøjet. Under operationen strammer man sædvanligvis musklerne sammen i midtlinien indvendigt. Operationen kræver 1 dags indlæggelse, og hvis der er anlagt dræn fjernes de ca. 1-5 dage efter operationen.
Mindre maveskindsoperation
Den mindre maveoperation er passende til de patienter, der blot trænger til en lille opstramning og kun har lidt løst maveskind under navlen. Her fjerner man kun det overskydende hud nedadtil på maven, og samtidig laver man ofte en lille fedtsugning.
Efter behandling
Fælles for begge operationer er, at der vil være stramning af maven i 2-3 måneder og sommetider længere. Undgå at løfte tunge ting i 2 måneder – dels for at skåne arrene, men også for at skåne sammensyningen af musklerne, som kun foretages ved den store operation. Trådene fjernes henholdsvis efter 10 dage og 3 uger (afhængigt af syningen) her på Roskilde Privathospital. Du skal beskytte arrene, så længe de er røde. Undgå at dyrke gymnastik, sport og svømning de første 3 måneder efter operationen. Kontrol aftales altid efter behov.
Du skal være opmærksom på, at holdbarhedstiden af resultatet varierer meget fra patient til patient afhængig af genetiske forhold, vævsforhold, ydre forhold, levevis, svingende vægt mv. Resultatet kan ødelægges ved vægtøgning, rygning og/eller graviditet på hvilket som helst tidspunkt. Læs venligst “Almene forholdsregler ved plastikkirurgiske operationer” grundigt.