Glæder du dig til at blive opereret her på hospitalet, men er du i tvivl om, hvordan du forbereder dig bedst muligt?
Læs denne grundigt inden din operation
1-2 måneder før operationen
a. Hold pause med medicin og naturmedicin
Til forundersøgelsen beslutter kirurgen, om du skal holde pause med noget af din vanlige medicin inden operationen. Det kan fx være blodfortyndende medicin som hjertemagnyl eller Marevan.
Hold pause med fiskeolie, ingefær og andet naturmedicin 2 uger før operationen
b. Undgå rygning
Undgå rygning 2 måneder før og efter operationen, da rygning medfører markant større risiko for lungeproblemer, nedsat sårheling og infektioner efter operationen. Du kan alternativt bruge rygestopmedicin fx nikotinplaster eller nikotintyggegummi
c. Har du sukkersyge?
Skal du opereres inden kl. 12, må du ikke tage hverken insulin eller diabetes tabletter om morgenen på operationsdagen.
d. Ændringer i dit helbred
Når du møder ind til operationen, er det vigtigt, at du føler dig sund og rask. Du skal hurtigt kontakte os på 4632 5005 hvis du:
- Har ændringer i din vanlige medicin
- Oplever ændringer i din almene tilstand, dette gælder også forkølelse og feber.
- Har fået større tandoperationer fx rodbehandling mindre end 2 uger før operationen.
- Får sårdannelser eller betændelser
- Er blevet gravid
14 dage før operationen
Betaling
Operationen betales senest 14 dage før booket operation. Hvis du aflyser din operation senere end 7 dage før operationen, skal der betales et honorar på 5.000 kr. til at dække vores udgifter. I tilfælde af sygdom og såfremt du kan påvise en lægeerklæring, skal du ikke betale aflysningsgebyret.
7 dage før operationen
Bemærk, at som Sundhedsstyrelsen foreskriver, skal der være en betænkningstid på 7 dage, før et kosmetisk indgreb kan foretages. Ved mindre indgreb som fjernelse af modermærker, små knuder, arkorrektioner, Botox- og Restylaneinjektioner, karbehandlinger og lingende er der en betænkningstid på 2 dage.
24 timer før operationen
Foregår din operation i lokalbedøvelse, skal du ikke faste. Derimod er det vigtigt at få noget at spise og drikke og tage din vanlige medicin, som du plejer.
Foregår din operation i fuld bedøvelse, skal du møde fastende til operationen.
Her kommer en huskeliste, så du er forberedt:
- Du skal faste 6 timer før operation. Tager du slankemedicin fx Wegovy eller Ozempic skal du faste 8 timer før. Her SKAL du kun drikke gennemsigtige væsker såsom vand, saft og te uden mælk – gerne sukkerholdige klare drikke. De sidste 2 timer før operationen må du hverken spise eller drikke.
- Fjern makeup, neglelak og kunstige negle på pegefingrene
- Tag et grundigt bad med sæbevask med klorhexidinsæbe både af ansigt og hår for at minimere infektion om aftenen eller om morgenen. Du kan købe klorhexidinsæbe på apoteket.
- Undlad at smøre dig ind i creme og at bruge deodorant
- Efterlad smykker derhjemme og fjern piercinger
- Ingen kontaktlinser
- Tag ikke anden medicin end det aftalte med hospitalet
- Ingen alkohol. Vi fraråder, at du indtager alkohol i 24 timer op til din operation.
- Sukkersyge og blodtryksforhøjelse skal være velreguleret
- Medbring medicinskema og din vanlige medicin i originalindpakninger
- Ingen tykkegummi eller pastiller i munden, når du skal faste ved fuld narkose
- Tag bekvemt tøj på og medring læbepomade, tøfler og morgenkåbe ved indlæggelse. Tøjet skal kunne tåle gul farve, da desinfektionsmidlet kan smitte af de første dage.
Når du møder ind på hospitalet
Når du møder ind på hospitalet før din operation, bliver du taget godt imod af vores sekretærer. Derefter vil du blive ført ind på en af vores hospitalsstuer.
Her vil narkoselægen grundigt undersøge dig og informere dig om forløbet herunder bedøvelse. Sygeplejersken udleverer hospitalstøj, armbånd med navn og CPR-nummer på dig og du vil få forebyggende smertestillende medicin og lagt drop.
Plastikkirurgen vil tilse dig og tegne med tusch i det område der skal behandles. Når operationsstuen melder klar bliver du hentet og ført ind på operationsstuen, hvor du bliver lagt i fuld bedøvelse og herefter starter operationen.
Opvågning efter operationen
Når operationen er overstået, kommer en af vores opvågningssygeplejersker og tager sig godt af dig og fører dig ind på opvågningsstuen. Her bliver du grundigt informeret om det videre forløb, få smertestillende medicin og blive passet godt på. Herudover får det lidt at spise og drikke afhængigt af, hvad du har lyst til.
Hvorvidt du vil blive udskrevet samme dag eller blive indlagt natten over afhænger af operationens omfang, og noget, du aftaler med klinikken inden operationen. Vi sender aldrig patienter ud af døren, medmindre det er lægeligt forsvarligt – vores højeste prioritering er din sikkerhed som patient. Dagen efter din operation vil vi ringe dig op og tjekke op på, at alt er, som det skal være.
Har du efterfølgende spørgsmål, eller er du i tvivl omkring de smerter, du måtte opleve, så skal du endelig altid kontakte os.
Overvejer du en af nedenstående behandlinger? Så læs mere herunder: